Livet, Rejse

24. uge i Bordeaux

Kalenderen siger 1. december i dag, men jeg synes ikke rigtig julestemningen har indfundet sig her endnu.

Dels er franskmændene noget sløve i betrækket, til at få sat julepynten op, i hvert fald sammenlignet med danskerne. Butikkerne har efterhånden fået pyntet op, men de er stadig i gang med at sætte julelysene op rundt omkring i byen. Og vi har altså heller ikke pyntet op til jul overhovedet, for alle vores ting skal jo være pillet ned og pakket sammen om under to uger.

Dels tror jeg, at der er lidt for meget lys, i forhold til hvad jeg er vandt til i december måned. Solen står op nogenlunde samme tid som i Danmark, men den er på himlen næsten to timer længere om eftermiddagen. Og så skinner den. Hver eneste dag. Det er ikke ment som en klage. Bestemt ikke. Jeg nyder det i aller højeste grad, men det er ikke så julet.

De har dog sat det største juletræ, jeg nogensinde har set, op foran domkirken (og her skal man altså sammenligne med menneskerne og ikke med kirken).

Sidste weekend kørte vi en tur til Atlanterhavskysten for at se La Dune Du Pilat endnu engang. Sidst vi var der, måtte vi forkorte besøget lige rigeligt p.g.a. en kraftig byge. Trods en flot vejrudsigt gentog historien sig, men denne gang havde vi dog lidt længere tid deroppe før vi blev våde.

I løbet af ugen har begge pigerne og jeg været ramt af en grundig omgang forkølelse. Det er første gang vi har været syge, mens vi har været hernede (men det gør det nu ikke mindre irriterende). Desuden er lillesøster gået ind i det, som sundhedsplejersken kalder separationsfasen. Jeg synes måske, det er et lidt fjollet navn, for der er godt nok ikke meget separation over det. Hun vil konstant være hos mig (eller far) og bliver fuldstændig ulykkelig, når man sætter hende på gulvet fordi man altså lige er nødt til at bruge begge hænder i et kort øjeblik. Drister man sig til at gå bare et par skridt væk fra hende, okser hun stønnede og prustende efter én så hurtigt hendes små arme og ben overhovedet kan få hende frem, mens tårerne triller ned af kinderne på hende. Uanset hvor meget man har båret rundt på hende (det er altså ni liter mælk, man konstant render rundt med i armene), så kan man umuligt gøre andet end at samle hende op igen og hun kvitterer da også straks med et kæmpe smil og muligvis får man også et stort og meget vådt smaskkys til tak. I det hele taget er hun lidt af en charmetrold, når hun altså ikke føler sig forladt.

På vores formiddagstur i dag, var vi havnet i en sporvognskupé fuld af noget der mindede om en 9. klasse. Mens jeg var optaget af at klippe billetten, fik lillesøster lynhurtigt charmeret en gruppe af de unge drenge med sine pruttelyde (hvilket hun da også er ekseptionel god til). Pludselig sad der så knap 20 unge mennesker og lavede pruttelyde, hvorefter lillesøster ivrigt pruttede tilbage og de unge brød ud i et kor af “nååårrhh”. Det hele gentog sig en 5-6 gange før lillesøster mistede interessen og jeg er lidt ærgerlig over, at jeg ikke fik det på film, for det var godt nok sjovt.

Sporvognen kørte os forøvrigt til et ludothèque, hvilket er et bibliotek bare med legetøj i stedet for bøger (og man er mere end velkommen til at afprøve det hele, før man beslutter sig for, om man skal låne noget med hjem). Det var et sted, vi havde fået anbefalet af vores udlejers venner og det er lidt ærgerligt, at vi første opdagede det nu. Det var en kæmpe succes og storesøster udbrød: “Nej mor, du må ikke tage mig væk fra det her sted”, da jeg for informerede hende om, at det var tid til at tage hjem igen. Forhåbentlig kan vi nå at besøge stedet et par gange endnu, før vi om kun to(!) uger vender hjem til Danmark igen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *