Om at være mor

Hip hip og et halvt hurra

Stort tillykke til lillesøster, som bliver et halvt år i dag. Det er hun jo selvfølgelig ikke selv klar over og da jeg ikke kan spørge hende, hvordan hun selv synes, hendes første halve år har været, så tillader jeg mig at sætte ord på det.

Selvom det her indlæg mest skal handle om lillesøster, så kan man jo ikke lade være med at sammenligne, når man er så heldig at have to børn. Især ikke når de begge er piger og med kun 23 måneder imellem. Og selvom ingen børn er ens, så synes jeg faktisk, at storesøster og lillesøster minder rigtig meget om hinanden. Begge har, efter min opfattelse, været relativt nemme og tilfredse babyer, der tilsyneladende har været godt tilpas i deres små kroppe. Dog sørger de begge for, tydeligt at give besked, hvis de føler sig uretfærdigt behandlet. Men selvom de er meget ens, er der da også små forskelle; lillesøster gylper lidt mindre, smiler lidt mere, sover lidt dårligere og spiser lidt bedre end storesøster gjorde.

Hun er stort set glad fra hun vågner til hun går i seng og selvom jeg ofte synes, at hun vågner lige tidligt nok, så er glad babypludder altså ikke det værste vækkeur. Desuden kan hun sagtens overtales til at ligge og putte i sengen op mod en time efter hun er vågnet, indtil storesøster også vågner (hun har altid haft et godt sovehjerte) eller til jeg selv synes, det er tid til at stå op.

Hun er yderst gavmild med sine smil. Både til fremmede, til hendes far og jeg og især til storesøster. Man skal ikke anstrenge sig meget og for det meste er simpel øjenkontakt nok, til at få et af de der 100% ægte babysmil. Smilet er endda ofte er akkompagneret af en jeg-kan-næsten-ikke-være-i-min-krop-af-bare-glæde-spjætterig med arme og ben og lidt glad pludren. Der er ingen tvivl om, at alle lillesøsters smil værdsættes i aller højeste grad og man kan slet ikke lade være med at smile tilbage, men eftersom storesøster var lidt mere sparsom med sine smil, husker jeg, dem som lidt mere særlige.

Hun er virkelig madglad. Vi startede så småt på grød, da hun var omkring 4 ½ måned gammel og i modsætning til storesøster, der var næsten en måned om rigtig at forstå, hvad konceptet mad gik ud på, så havde lillesøster fanget fidusen allerede efter et par dage. Hun spiser alt, hvad vi serverer for hende og selvom hun tit bliver så ivrig, at der kommer lidt luft med ned, som så skal op igen, så er det virkelig en fornøjelse, at give hende mad. Hvis hun ser sin ske eller ser os spise noget, bliver hun ofte helt vild og hvis hun så ikke for noget mad, så laver hun det mest skuffede babyansigt, man overhovedet kan forestille sig. Hvis det ikke hjælper, er hun mere end én gang brudt ud i en bundulykkelig gråd, som heldigvis stopper i samme sekund, hun får et stykke agurk eller lignende i hånden.

Hun er storesøsters største fan (eller mindste, om man vil). Hun har altid mindst et halvt øje på hende og kan uden problemer finde hende på legepladsen mellem alle de andre børn. Hun prøver ofte at efterabe storesøsters bevægelser, ser fascineret på hende og skraldgriner når storesøster hopper, siger en sjov lyd, eller kaster noget på gulvet. Men storesøster er altså også sød ved hende. Hun henter ofte Gilbert (lillesøsters sovedyr) og sutten, rækker hende legetøjet, når hun smider det på gulvet og forsøger at hjælpe hende med at trille og kravle (hvilket nogle gange resulterer i, at vi må komme lillesøster til undsætning, så hun ikke dør af grin, for hun er så forfærdelig kilden). Heldigvis er lillesøster stadig for lille til at få fat i det legetøj, der ligger uden for rækkevidde og jeg er lidt spændt på hvordan storesøster reagerer, når vi når dertil, for selvom storesøster er god til at dele, er der altså nogle ting, som lillesøster bestemt ikke må låne.

Men for at være fair og helt ærlig, så er det ikke altid lutter lagkage med sådan en baby. Heller ikke med en, der er så nem og sød som lillesøster og der er tidspunkter, hvor jeg virkelig ville ønske, at alle babyer kom med en on/off knap. Især om natten. Det er ikke fordi lillesøster sover specielt dårligt. Faktisk lader det til, at hun sover fuldstændig, som man kan forvente af en baby på hendes alder, hvis man ellers kan stole på diverse online sundhedsplejersker og selvudnævnte baby-eksperter. Men hvor ville det dog være dejligt, hvis man kunne slukke for hende (eller måske bare sætte hende lidt på pause) dér kl. 04.00, når man sover aller bedst og hun for anden eller tredie gang beder om mad og der derefter sidder en bøvs på tværs, så man må op og vandre 50 gange frem og tilbage i soveværeslet. Også om dagen opstår der nogle gange situationer (især når jeg er alene med begge piger), hvor jeg er sikker på, at selv hvis jeg havde 8 arme, ville det ikke være nok, til at holde alle glade.

Heldigvis er der langt flest af de god stunder og jeg har bestemt nydt det første halve år i selskab med hende. Og jeg glæder mig til det næste. Jeg glæder mig til, at følge hende når hun lærer at kravle og gå, siger sit første ord, og jeg glæder mig til, at lære hende endnu bedre at kende, efterhånden som hun bliver bedre og bedre til at kommunikere.

Kære lillesøster, stort tillykke med dit første halve år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *