Videnskab

Nyt og spændende #1

Jeg elsker at læse om nye og spændende forskningsresultater. Om de skøre og skæve, dem med potentiale og dem der lyder som en fjern fremtid. Her er et lille udpluk af hvad jeg er stødt på det seneste stykke tid.

Ny forskning tyder på at du skal ryge marihuana for at forbedre din hukommelse. I hvert fald hvis du er en gammel mus. I et tysk studie publiceret i Nature Communications gav forskerne lave doser af det aktive stof i marihuana (THC) til unge, voksne og gamle mus. Efter 28 dage kunne de voksne og gamle mus klare sig lige så godt som de unge mus (der ikke havde fået THC) i en række indlærings- og hukommelses tests. De unge mus, der havde fået THC, klarede sig derimod markant dårligere end deres jævnaldrene, ikke-rygende venner. Konklusionen fra artiklen gik dog mere på den molekylære mekanisme bag, nemlig at man muligvis kan behandle alders-relateret kognitiv forfald ved aktivering af cannabinoid receptor type 1.

Et hold amerikanske forskere har opfundet en kunstig livmoder, der på sigt skal kunne afhjælpe de alvorlige komplikationer, der er ofte ses hos for tidligt fødte børn. Den kunstige livmoder er indtil nu afprøvet med stor succes på lam og det er lykkes forskerne at “føde” sunde og raske lam, der blev indstalleret i den kunstige livmoder på et stadie, der svarer til et menneskefoster i uge 22-23. Studiet er publiceret i Nature Communications og er i den grad ny og banebrydende forskning, der samtidig skaber flere etiske dilemmaer, som jeg har skrevet mere om her.

Og indtil den kunstige livmoder bliver udviklet, så den kan gennemføre en hel graviditet i stuen, så er der måske en anden form for hjælp at hente for kvinder, der har mistet fertiliteten pga. f.eks. kræftbehandling. I et nyt studie publiceret i Nature Communications er forskere er nemlig lykkedes med at lave 3D printede æggestokke. De er indtil nu kun afprøvet på mus, som er blevet gravide og har født levende unger efter først at have fået fjernet deres egene æggestokke og derefter indsat et sæt 3D printede af slagsen.

Har du en ualmindelig stor trang til at snacke i løbet af dagen, så skyldes det måske en arvelig fejl i et af dine gener. En gruppe danske forskere fra Københavns Universitet har nemlig fundet en sammenhæng mellem en mutation i genet med det mundrette navn Fibroblast Growth Factor 21 (FGF21) og øget trang til at snacke. Studiet er publiceret i tidsskriftet Cell Metabolism og viser desuden at folk, der ikke bryder sig om slik (hvor har de mon støvet sådan nogle forsøgspersoner op?) har et øget niveau af FGF21 uden den føromtalte mutation. Måske vi skal droppe vores fordomme om at overvægt altid er selvforskyldt?

To nye studier, der er publiceret samtidig i Nature, er begge lykkedes med for første gang at lave blodstamceller i laboratoriet, der kan bruges til behandling af leukæmi og andre blod-sygdomme. Det ene studie tog udgangspunkt i hudceller fra et menneske, der blev genetisk modificeret først til inducerede pluripotente stamceller (over-stamceller om man vil) og dernæst specialiseret til blodstamceller. Det andet studie blev udført på mus og tog udgangspunkt i celler fra blodkar, der blev lavet om til blodstamceller. Der er fordele og ulemper ved begge metoder, men håbet er, at en af dem kan videreudvikles så f.eks. leukæmipatienter kan blive behandlet med deres egne celler i stedet for at skulle have en knoglemarvstrandplation.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *