Rejse

Status på Frankrigsturen

Nu nærmer vi os for alvor, om ret præcis en måned siger vi au revoir Danemark et bonjour France. Derfor kommer der lige en lille update på forberedelserne og det vi stadig mangler at få styr på.

Flybilletterne er bestilt, det var for mig en ret stor hurdle at komme over (det kan I læse mere om her).

Boligen er på plads dernede og heldigvis gik alt op i en højere enhed i sidste øjeblik, så vi slipper for at skulle flytte undervejs i opholdet. Herhjemme er det også ved at være på plads. Vi fremlejer vores lejlighed til min lillesøster og en veninde og kontrakter osv. er skrevet under, så nu kan det også krydses listen.

Johannes vuggestueplads er sagt op. Det var næsten lige så grænseoverskridende, som det var at bestille flybiletterne. Vi venter stadig på svar fra den institution vi har i kikkerten dernede, men jeg håber virklig det flasker sig, så vi kan få pasning af Johanne 2-3 dage om ugen.

Passene til børnene er bestilt og de klarede begge to fotograferingen på fornemmeste vis. Fotografen var så imponeret af Johannes tomme øjne og fuldstændig udtrykløse ansigt, at han var sikker på, at hun kunne få adgang til selv den inderste og mest lukkede del af Rusland, hvis det skulle være.

Noget af det næste, der står på min liste er at lave en pakkeliste (ja, jeg er sådan én, der laver lister, over de lister jeg skal lave). Men hvordan filan gør man lige det? Mine pakkelister er normalt meget detaljerede og tøjet er normalt delt ind i outfits. Altså “yndlingskjolen + strømpebukser + de brune støvler + den sorte cardigan” kunne der f.eks. stå. Men det ville jo blive en kilometer lang liste, når der skal pakkes til 4 mennesker i 6 måneder og der også skal listes sådan noget som legetøj, klapvogn, babyseng, sutteflasker og alle de 1000 andre ting jeg går og huske mig selv på at skrive ned. Alle de store ting, kan heldigvis pakkes i bilen, som min mand og svigerfar kører derned på forhånd, men det skal jo stadig stå på min liste, så vi er sikre på at få det hele med. Måske det i virkeligheden ville være nemmere, at lave en liste over alt det, vi ikke skal have med? Kom endelig med input, hvis I går rundt med en god ide til, hvordan man bedst husker det hele inden en ferie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *